Som udgangspunkt er overdrivelse og etik to modpoler. Etikken ses som den gode rettesnor for, hvordan vi agere og interagerer i et givent samfund. Overdrivelsen ses som den negative indvirkning på det enkelte menneske og samfundet som helhed.

Allerede i antikkens Grækenland, blandt de store filosoffer, var denne indgangsvinkel udbredt og anerkendt. At forstå og navigere i tidens etik var positivt, mens alle former for overdrivelse i både tanke og handling var negativt. Så hvordan fungerer “overdrivelsens etik” egentlig?

Hvem har opfundet “overdrivelsens etik”?

Når talen falder på “overdrivelsens etik” bevæger vi os mod filosofiens og psykoterapiens verden. For metoden handler nemlig om at artikulere tanker og tendenser, der måske ikke er helt klare for dem, der udtrykker dem, og som måske kan vække modstand hos modtageren.

Metoden har sit udspring i det danske Center for Vild Analyse (CVA), der blev stiftet tilbage i 2006. CVA består af 5 filosoffer og eksisterer kun, når 2 eller flere af gruppen, skriver eller taler i centerets navn. Det vil sige, at CVA optræder som det, der kaldes et kollektivt subjekt.

Hvad er målet med “overdrivelsens etik”

Vild analyse, eller overdrevet analyse, er et freudiansk udtryk indenfor psykoterapien, der betyder at processen går for hurtigt, at man finder en løsning eller en årsag til patientens problem for tidligt i forløbet. CVA analyserer ikke patienter, men derimod er det samfundet med alt hvad det indebærer, der ligger på briksen.

Metoden “overdrivelsens etik”, er derfor de vilde, ukendte og ikke allerede definerede tanker og tendenser, omhandlende for eksempel #metoo bevægelsen, der italesættes med konfrontation og ændring for øje.

Det betyder, at metoden anvendes af dem, der mener, at vi sidder fast i de forkerte spørgsmål og dermed hele tiden får de forkerte svar. At vi aldrig har været friere, men stadig sidder fast i de samme handlemønstre.